Om Skolen i Sydhavnen
Skolen i Sydhavnen er en folkeskole fra børnehaveklasse til 9. klasse på Teglholmen. Med egen havn og byen omkring os har vi særlige muligheder for at forbinde undervisningen med den verden, børnene er en del af.
Vores kerneopgave er at understøtte, at alle børn bliver så kompetente som muligt til at begå sig i livet. Det handler om faglighed, om at kunne være en del af fællesskaber og om at få mod på at lære og handle.
Læring og mestring
Børn skal opleve, at de kan lære noget, også når det er svært. Derfor arbejder vi med mestring: at eleverne bliver bevidste om, hvad de kan, og hvad de kan gøre for at komme videre. Det kan være at prøve en anden strategi, søge hjælp eller øve sig sammen med andre.
Vi lægger vægt på undervisning med et tydeligt formål og blik for børnenes forskellige forudsætninger. Eleverne skal både udvikle deres faglige kunnen og lære at samarbejde, undersøge, tænke kritisk og bruge deres viden. Her er kompetencerne i 21st century learning skills en del af skolens fælles grundlag.
Vores værdier
Skolens værdier er udviklet i fællesskab og sætter retning for vores hverdag:
- Innovativ læring: Vi er nysgerrige, undersøger muligheder og tør afprøve nye veje.
- Medskabelse: Børn og voksne bidrager til skolens udvikling og har indflydelse på de fællesskaber, de er en del af.
- Dedikerede fællesskaber: Vi engagerer os i hinanden og tager ansvar for, at alle har mulighed for at deltage.
Værdierne skal kunne mærkes i undervisningen, i samarbejdet og i måden, vi møder hinanden på.
En skole med vandet tæt på
Skolen har en maritim og naturvidenskabelig profil. Vores placering ved havnen giver mulighed for at undersøge naturen, arbejde praktisk og få erfaringer på vandet.
Aktiviteterne på vandet omfatter nu alle skolens afdelinger. Her kan eleverne øve færdigheder, samarbejde og opleve, at de kan noget, de måske ikke troede var muligt. At lære at færdes trygt og ansvarligt ved og på vandet er en del af det.
Mad og fællesskab
Vi er også en madskole med eget køkken. Måltidet er en del af skolens hverdag og et sted, hvor børn mødes og er sammen. Maden og rammerne omkring den giver mulighed for at arbejde med sundhed, madkultur og fællesskab.
Vi skaber skolen sammen
En god skole kræver et tæt samarbejde mellem børn, medarbejdere, ledelse og forældre. Vi lægger vægt på en åben dialog, hvor vi kan tale om både det, der lykkes, og det, der er svært, og sammen finde veje videre.
Eleverne skal opleve, at deres stemme har betydning, og at indflydelse hænger sammen med ansvar for andre. Forældrene er vigtige samarbejdspartnere med viden om deres børn og en vigtig rolle i klassens fællesskab.
Skolen i Sydhavnen har siden åbningen i 2015 udviklet sine traditioner, fællesskaber og sin hverdag. Vi bygger videre på de erfaringer, vi har gjort os, og bliver ved med at være nysgerrige på, hvordan vi skaber en god skole for de børn, der går her.
Jeg håber, at du her på hjemmesiden får et indtryk af vores skole og det, vi lægger vægt på i børnenes hverdag. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere.
Venlig hilsen
Morten Biering
Skoleleder